Linerne

Fortrukne skydehoveder, liner og skydeliner.

Mht. linerne er vi jo inde på noget, som nærmer sig religion, og der er stort lige så mange meninger, som der er fluefiskere. Og rigtig mange af os prøver hele tiden at optimere vores grej og får derfor også lavet nogle fejlkøb. Bare se hvor mange liner, der er til salg på diverse fora.

På kysten bruger jeg stort set kun skydehoveder. Eneste undtagelse er på min klasse 5 stang, hvor jeg har en af de moderne WF liner med kort klump, og min er en ArcticSiver Compact. Andre gode helliner er Rio Dart og Rio Outbound Short, og jeg bruger dem bl.a. på klasse 6 om vinteren, eller hvis jeg fisker undslupne regnbuer. Vil også gerne anbefale ArcticSilvers WF MD Compact, som med den korte klump og tynde runningline er virkelig letkastet.

Jeg bruger kun vægt på mine skydehoveder, da mange af de moderne stænger er underklassificeret, så hvis man brugte AFTM systemet, ville ens liner efter min mening blive for lette. Da en fluestang i dag kan klare mere vægt, end det som en line vejer i det forældede AFTM systemet med en vægt på f.eks. kun 10,42 gram for en klasse 6 line. Jeg vejer derfor mine skydehoveder, så en typisk klasse 6 liner vejer 15 -16 gram på mine stænger og særligt, hvis jeg selv tilpasser og klipper et skydehoved. De fleste producenter opgiver da også derfor kastevægt på liner og stænger i dag.

Jeg er til korte skydehoveder, da jeg vil have så problemfrit fiskeri som muligt i et miljø, hvor vinden altid er en betydende faktor. Der er som nævnt mange sandheder derude, og en af de mere hånlige er, at korte skydehoveder jo ikke er fluefiskeri men spinnefiskeri. Man skal mindst kunne holde, hvad der ligner en Spey line i luften for at lære at kaste rigtigt eller blive accepteret! Det har jeg så valgt at være fuldstændig ligeglad med, da jeg som nævnt vil have, at det skal være effektivt og en fornøjelse for mig. De fleste som prøver mine set-ups, synes da også, de er meget letkastede.

Mine skydehoveder er derfor som udgangspunkt omkring 9 meter, men jeg har også nogle, som er kortere på 7-8 meter til kraftig blæst eller fiskeri ved skrænter/dårlig plads til bagkastet. Jeg bruger flydende og intermediate skydehoveder på kysten, men jeg fisker mest med slow intermediate/intermediate, da jeg synes de kaster bedre og giver mere føling med fluen og kommer lidt længere ned i vandet, hvilket er en fordel ved bølger og blæst. Mht vægten på mine skydehoveder er de lidt til den tunge ende og på en klasse 6 stang vil det vejer 15-16g, på en klasse 7 stang 17-18g og på en klasse 8 19-20g.  Den lidt høje vægt betyder at stangen arbejder dybere, hvilket jeg godt kan lide. Dertil skal så lægges 1-2 gram til for polyforfang, hvis jeg bruger det. Jeg bruger netop polyforfanget til at justere kastevægten med. Hvis jeg synes skydehovedet er til den lette side, monterer jeg et polyforfang og får dermed 1-2 gram mere kastevægt. Omvendt skal du kun fiske med nylon/flourcarbon forfang, hvis dit skydehoved er til den tunge side. Det gør jeg eksempelvis, når jeg fisker med 16 grams skydehoved på en klasse 6 stang.

Til natfisker bruger jeg et kort flydende skydehoved og en almindelig runningline. Troede ellers det var smartere med en kort WF line, men praktisk fiskeri viste noget andet. I mørket har man brug for at vide, hvornår kasteklumpen er udenfor topøjet, og det er altså efter min mening meget lettere, når man kan høre samlingen til skydehovedet klikke gennem øjerne fremfor den "lydløse" WF line.

Om vinteren bruger jeg et skydehoved sammen med coated shootingline eller evt. en WF, da det fungerer mest problemfrit i frostvejr. 

Af mærker vil jeg fremhæve Guideline,Vision, Rio og ArcticSilver skydehoveder i flydende og intermediate, som alle har fungeret rigtig godt for mig. 

Det skydehoved, som jeg bruger mest er Guidelines Coastal RTG slow intermediate, som er glasklart og 9,3 meter og vejer 16 g i klasse 6. Det kaster rigtig godt og har den fordel, at det er Hover og synker langsommere end andre klare skydehoveder, og det passer godt til mit fiskeri i fjordene. Det kommer med færdige løkker i god kvalitet, hvis man er usikker på at lave loops selv, men løkkerne er dog noget store.

Hvis også klart anbefale Rios Coastel Seatrout skydehoveder, som også kaster rigtig godt, men vær opmærksom på, at deres Hover line er meget lidt synkende. Et andet godt bud er ArcticSilvers MD shooting head som har kort klump på 8,5 m, men er virkelig velkastende på trods af et forventet hurtigt turnover, og ideel hvis du vil igang med skydehovedkonceptet.

Hvis du har brug for et hurtigtsynkende intermediate skydehoved er der Rios glasklare Outbound Short, du skal have fat i.

De fleste nævnte liner kan købes hos Sprot Dres og Salmon Fly

Skydeline

Rio skydeliner. Slickshooter og Powerflex 0.024

Efter at have prøvet en del monofile skydeliner var Lawsons lyserøde monofile klart min fortrukne. Men den kan desværre ikke fåes længere pånær i Jagt og Fiskerimagasinet, hvor de har et restlager. Den kan dog fås igen, og er nu rød og hedder Xstream Crosswater II hard Mono. Den er rund og meget billig men udemærket. Den fås også i en lidt dyrere flad version, som hedder Xstream Crosswater flad

Jeg bruger dog også Rios monofile Slickshooter i 25 eller 35 lb afhængig af lineklasse. Den er slidstærk, og har heller ikke den store hukommelse, men efter et stykke tid, er det klogt at strække den inden fiskeriet begyndes.

Her til sæsonen 21 vil jeg prøve at fiske med SA Absolut Shooting Line i 25 lbs. Det er en flad monofil skydeline, som jeg forventer mig meget af.

Der er som regel rigeligt på spolerne, så monoflie skydeliner kan med fordel vendes, så man også får brugt den friske ende, når de begynder at kludre, da alle monofile skydeliner slides.

Om vinteren i frostvejr bliver den monofile line for stiv og usmidig og kludre dermed mere. Da bruger jeg Rios coatede Rio Powerflex max skydeline 0,024". Den har den fordel, at den arbejder godt i koldt vejr, da den er coatet, og jeg har faktisk brugt den helt ned til minus 14 grader.

På det seneste er jeg også begyndt at bruge Vision Nymph, som er en tynd coated line, som er virkelig lækker at arbejde med i den kolde periode.

Om sommeren, når jeg natfisker, bruger jeg en almindelig runningline, da den er lettere at styre i mørket end en monofil skydeline. Jeg bruger en fra Vision, men alle tynde runninglines kan bruges.

Forfang

Flourcarbon- og Polyfofang

Bruger for det meste flourocabonforfang. Flourocarbon har den fordel, at det er stort set usynligt for fisken, og så synker det bedre end nylon. Jeg har som tidligere nævnt også brug for et forfang, som ikke tilfører skydehovedet mere vægt i modsætning til polyforfanfang som typisk vejer 1 - 2 gram.  Her har jeg været glad for dem fra Vision 9' str. 0X, som jeg så forlænger med en halv til en meter 0.26.

Bruger også 12' forfang i nylon med 0,25 spids. Særligt i forbindelse med ArcticSilvers Compact skydehoveder.  

Bruger også polyforfang og særligt, hvis jeg fisker med flydende line, hvor jeg går med et intermediate. Her bruger jeg produkter fra Airflo og Vision, og jeg foretrækker 8' Intermediate men har også et 6' Fast sink til dybere vand, eller hvis jeg vil lidt ned.

Ved natfiskeri om sommeren bruger jeg et flydende polyforfang eller et godt gammeldags nylon forfang, da fluen jo skal fiske højt.