06-10-2019

Fjordnyt og FZ-uge

I den forgangne uge, har jeg været nogle gange i fjorden med blandet resultat. Har fisket lange stræk men har haft svært ved at finde fiskene. Ramte dog rigtig sidste søndag aften, da jeg fik 2 gode fisk omkring de 50 på spinnestangen på en kort aftentur. Men det hele var overstået på 10 min, så det mindede om vinterfiskeri. Så fjordfiskeriet er lidt blandet for tiden men til gengæld er Nordkysten begyndt at vågne, men der er dog stadig mange små fisk under land. Har også hørt gode meldinger fra Vestsjælland, som efter lang tids halv dårligt fiskeri endelig ser ud til at få en god efterårssæson. Jeg skal selv en tur til Odden i slutningen af efterårsferien, så nu må vi se, om rygterne passer.

Inspireret af Rune Westphal, som jeg fiskede med på Nordkysten fornylig, er jeg også begyndt at fiske med skumflue på kysten. Rune har fået nogle gode fisk på skum, og jeg var overrasket over, hvor mange fisk, der viste interesse for hans skumflue. Rune fik 4-5 fisk, hvor jeg fik 2 på traditionelt setup, mens vi fiskede lige ved siden af hinanden. Så jeg har sat mig et lille efterårsmål om en skumfisk. Jeg skal nok vende tilbage med om det lykkedes, og om hvordan jeg fisker skumfluerne.

I den kommende uge (uge 42) er det FZ-uge, og jeg har igen et arrangement på Hammergården søndag den 13. oktober. Håver vi ses.

"Har du lyst til blive klogere på havørredfiskeriet - måske endda med en fluestang i hånden? Så kig forbi Hammergården søndag d. 13. oktober, hvor Fishing Zealands fiskeguide Keld Juul Michaelsen giver fisketips til havørredfiskeri i Fjordlandet. På dagen vil der være mulighed for at træne og udvikle dine fluekast. Medbring gerne egen stang. Du kan naturligvis også fiske på egen hånd i fjorden, der på denne årstid rummer ekstra mange fine havørreder. Træning af fluekast er primært for voksne. Keld byder endda på bål kaffe samt båltilberedt plankeørred ved naturvejleder Ole Frimann Hansen, så kig endelig forbi Hammergården mellem 9 og 13, hvis du vil ud og have en bid af fjorden og efteråret. Tag endelig familien med, da der også er dragedag på Hammergården samme dag. Tilmelding er ikke nødvendig."

Du kan læse resten af programmet for FZ-ugen her http://fishingzealand.dk/nyheder/fishing-zealand-ugen-2019/