17-10-2015

Status på efterårsferien

Status på efterårsferiens fiskeri. Har fisket en del dage, men har som andre haft svært ved at finde fiskene i Isefjorden. Har fisket både nord og syd for Orø og har haft lidt hug og UM'ere. Det normalt gode uge 42 fiskeri, hvor vi fanger mange blanke fisk omkring målet er indtil nu udeblevet. Fiskene ser ud til at gå meget spredt og er kort tid under land eller har korte hugperioder. Hvilket understreges af at jeg kun fanger en fisk på samme spot, og det sædvanlige mønster med fisk, der går samlet, er ikke rigtig startet endnu. Det lave vand har heller ikke holdt fisk. Vandtemperaturen er ellers ved at være der, hvor fjorden plejer at toppe. Men der er ingen tvivl om, at den lange periode med vind fra østlige retninger, temperaturfald og lavvande ikke er lig med godt fiskeri i fjordene. Efter min og andre lokales erfaring har man det bedste fiskeri, når vinden kommer fra vestlige retninger.

For at prøve noget andet end fjorden fiskede jeg torsdag i Tuse å, hvor jeg affiskede lange stræk. Jeg havde et hug og rejste en fisk, men jeg måtte fiske med spin grundet ingen strøm i åen, da vandstanden var meget lav. Snakkede med en anden fisker, som havde fået en på 50 på spin. Prøvede også Lammefjorden, men den var fuld af drivende ålegræs.

Fandt dog lidt fisk i fjorden i går. Fiskede på de nordlige pladser og fik 4 UM'ere og en flot farvet fisk på 47 cm. Fiskede først en plads med fralandsvind og klart vand og fik hurtigt en UM'er. Der skete dog ikke så meget mere og efter en pause, besluttede jeg at skifte min Alivereje ud med et setup med to fluer. Har godt set Claus Eriksen altid gør det, men min fiskebuddy Niels Lagergaard http://fishingguidedenmark.dk/ , som er kystudlært på Fyn, gør det også altid. Jeg selv har været for doven indtil nu og regnede også med, at det ville give en del kludder. Men i går skulle det være, og når fiskeriet er trægt skal der eksperimenteres. Jeg bandt derfor en pink Pattegris på som endeflue og en KJM Tan&Orange på som ophænger. Der gik ikke længe, før der var fisk på det nye setup, da en UM'er havde taget endefluen og fik kort efter en til lidt længere henne. Fiskede mig tilbage mod bilen, da jeg ville opsøge en mere vindudsat kyst. Fortsatte med to fluer, og det gik fortsat fint på trods af baglæns kast. Fik endnu en UM'er på Pattegrisen og et stykke tid efter fik jeg et rigtig godt hug og kunne lande en farvet fisk, som havde taget ophængeren. Ved ikke om fangsten skyldtes mit nye setup, eller om det var et tilfælde med fisk på pladsen. Men jeg har det rigtig godt med at give fiskene et valg melem to fluer, hvor den ene er stor og synlig og den anden er lille og diskret og vil bestemt fiske med det fremover. Det hjalp lidt med en ny tilgang, men det er magert for tiden og bliver forhåbenligt bedre, når vinden går i vest...

Skit fiske Keld