Beklædning

Her kan læse om mine erfaringer mht. kystfluefiskerens beklædning. Den rette beklædning kan virkelig gøre en forskel på de kolde dage også fangstmæssigt, da en kold fisker er en dårlig fisker. Du kan se mine foretrukne mærker indefor beklædning og min mening om produkterne.

Standard beklædning til forår/efterår og varme vintre

Standard beklædning

Dress code til kysten

Dette er, hvad jeg bruger i forbindelse med åndbare waders.

Af beklædning vil jeg klart anbefale produkter fra Simms og Geoff Anderson, som er lækre og slidstærke produkter. F.eks. har jeg haft mit Kelvin skiundertøj fra før, det hed Geoff Anderson.

Hvis vi starter inderst, så har jeg et lag Kelvin skiundertøj fra Geoff Anderson og dernæst et par enten Geoff Anderson Thermal Polartec 200 eller Evaporator bukser afhængig af vandtemperaturen. Bruger dog også en bib fra Scierra eller Guideline. Derefter et fleece trøje fra Simms og til sidst min uundværlige G3 jakke fra Simms. Af strømper bruger jeg sokker fra Smartwool/Heimdal eller skisokker igen afhængig af vandtemperaturen. Kan også anbefale halsedisse af Merinould fra Buff. På hovedet har jeg en Simms kasket og hvis nødvendigt halvfinger handsker fra Sealskinz også i Merinould.

Vinter beklædning

Til de kolde måneder

Dette er, hvad jeg bruger i forbindelse med neopren waders.

Hvis vi starter inderst, så har jeg igen et lag Kelvin skiundertøj fra Geoff Anderson og dernæst et par Evaporator bukser eller Evaporator bib afhængig af vandtemperaturen. Derefter en tyk fleece trøje fra Simms og til sidst min uundværlige G3 jakke fra Simms. Af strømper bruger jeg termosokker samt fiberpelssokker fra Helly Hansen. Halsedisse af Merinould fra Buff. På hovedet har jeg en hue fra Simms og på hænderne halvfinger handsker fra Sealskinz også i Merinould.

Frostvejr

Værn mod ekstrem kulde

Fluefiskeri og frostvejr harmonerer aldrig særlig godt. Is i øjerne og kolde fingre gør det svært at bevare koncentrationen, og det er jo ærgerligt, når fiskeriet nogle gange kan være godt. Når kulden rigtig bider bruger jeg min Simms Gore-Tex exstream hat og min Evaporator Hood fra Geoff Anderson for at beskytte hoved/ansigt.

Den bedste beskyttelse til hænderne med rimelig føling med grejerne er Sealskinz Ultra Grip Gloves, som også er vandtætte.

Waders

Åndbare og neopren waders

Her vil jeg igen fremhæve Simms, som laver nogle meget lækre og holdbare åndbare waders. Jeg har model Freestone, som er i den billigste ende, men de har fungeret problemfrit for mig. Vadestøvlerne er også model Freestone, men de er noget stive i det. Gælder både den nye og gamle model. Er til gengæld slidstærke.

Har også nogle åndbare waders fra Vision med fast støvle, som jeg bruger til smutture i fjordene. Rigtig god pasform og kvalitet, og så er de dejlig lette at komme ind og ud af med deres faste støvler. Mine Vision waders har dog givet op, og jeg har derfor købt et par Scierra CC3 XP bootfoot.

Neopren waders bruger jeg ca. fra december til marts selvfølglig afhængig af vinterens styrke. Jeg synes, det er rigtig svært at finde neopren waders, som holder bare et år, inden de som oftest bliver utætte i skridtet. De waders jeg tidligere har brugt har ihvertfald holdt et par sæsoner før der kom lækager, og det har bl. a. været de gamle sorte fra Ron Thompson samt nogle Kinetic. De sidste år har jeg haft Waders fra Scierra, som jeg med god service fik byttet hos Sport Dres tre gange, inden jeg fik et par, som bare var lidt tætte. I december 2013 købte jeg et par Rapala de Luxe, som egentlig var meget lækre, men meget hurtigt blev utætte i skridtet. Fik dem byttet uden problemer hos Profishing Store, og lige nu har jeg et Ron Thompson Seal Force, men det er også begyndt at sive i dem efter mindre end 2 måneder. Ved godt godt at man kan købe dyrere waders fra f.eks. Bare, men kan også bedst lide med fast støvle og de waders jeg køber koster ca 1000,- kr, og med den pris synes jeg godt, man kan forvente lægere holdbarhed end et par måneder! Det er mit klare indtryk, at kvaliteten er dalet over de seneste år.

Waders II

Simms Freestone

Da mine Vision Waders med fast støvle efter tro tjeneste desværre gav op, købte jeg et par Scierra CC3 med fast støvle i maj måned 2014, men jeg har nu i oktober været igennem tre par, da de alle blev utætte i støvlen. Fik dem med rigtig god service byttet til nye hos Sport Dres. Ved ikke om jeg bare har været uheldig eller om kvaliteten er så ringe. Det sidste par jeg fik blev utætte på første tur. Men kan ved en søgning på nettet se, at mange andre har samme problemer og særligt med åndbare waders. Ved godt jeg fisker meget, og har derfor netop købt mig et par Simms Freestone med tilhørende støvle hos Sport Dres, som uden problemer tog de utætte Scierra tilbage. Har dog i april 15 købt et par CC3 XP Bootfoot igen, da jeg bare ikke kan undvære åndbare waders med fast støvle til smutture i fjorden. Har dog allerede fået dem byttet en gang, og igen skyldes det en utæthed ved støvlen.

De nye Simms waders er rigtig lækre, og de har rigtig god pasform, men de er med løs støvle, da der ikke laves ret mange med fast støvle længere. Vision er ihvertfald holdt op med at producere dem. Freestone støvlerne er gode at gå i, og man står udemærket fast med Vibram sålen. Et lille tip er at bruge en neopren indersok fra f. eks. Vision, som man tager udenpå neopren sokken på de dyre waders, så man skåner dem. Alt i alt er jeg godt tilfreds med dem, og jeg håber så, at holdbarheden også er der.

Vadestøvler II

Patagonia Ultralight

Har købt et par Patagonia Ultralight vadestøvler med filt, da jeg gerne ville have en let vadestøvle, da jeg ofte går langt. Disse støvler er meget lette, og det er ligesom at have sutsko på, men man har meget god støtte, så de er meget behagelige at gå langt med. Bliver dog noget tungere, når de er våde, men de tørrer hurtigt, når man er hjemme igen. Grunden til valg af filt i disse Vibram tider er, at jeg synes man stå bedre fast med filt i det vademiljø, som vi finder ved kysterne på vores breddegrader. Kan klart anbefale dem...