29-05-2018

Svært i sommervarmen

Har ikke selv fisket så meget på det seneste, da jeg altid holder en pause i maj og får ordnet lidt praktiske gøremål, som f. eks. at male sommerhus. Har dog haft et par guidede ture, hvor vi har fisket på Nordkysten både tidlig morgen og sen aften. Første gang var med islandske Thora, som smed en god ømed og fangede en del hornfisk. Anden gang var med Phillip fra Østrig, og selvom vi kampfiskede 6 gode sommerpldser på Nordkysten, lykkedes det kun at have kontakt til en smolt og så selvfølgelig hornfisk. Der er dog massser af fødeemner, og vi snakkede med en UV-jæger, som berettede om 5-10 m lange stimer af tobis. Det kan dog lade sig gøre og altid flittige Christian Fischer fangede en flot fisk på 62 cm i aftenskumringen i samme uge på samme strækning.

Har også selv haft tid fredag til en enkelt aftentur i den nordlige del af Isefjorden, og her så jeg faktisk flere ørreder og havde en enkelt god fisk på i et ganske kort øjeblik, men krogen fik desværre ikke fat.

Jeg har sagt det før, men i den kommende tid, er det tidlig morgen fra kl. ca. 4.00 - 8.00 der gælder; hvis man vil i kontakt med sølvtøjet. Det kan selvfølgelig også lade sig gøre aften og nat, men jeg foretrækker bare morgenfiskeriet, da der efter min erfaring er flere aktive fisk under land. Det bliver tilmed kun bedre i de kommende måneder, når trækket mod åerne så småt starter op. Ørrederne kan selvfølgelig også fanges om dagen og særligt på regnfulde dage, men der er bare mere action om morgenen. Husk god fart på fluen og speedspin med nogle spektakulære hug som resultat.

Knæk og bræk Keld

Foto Steen Lynnerup